Saturday, April 12, 2008

Skolebådene er søsat!

Hej

Som Kaj Vestermark så rigtigt sagde ved standerhejsningen kl. 15, så er sejlerskolen ikke til at regne med!

Så sandt - så sandt!
Som overskriften mere end antyder, så nåede vi ret langt i dag.

Vejret blev perfekt til polering - tørvejr hele dagen (den var ikke gået i Voldborgs tid - Holton!).

Mange flittige fremmødte - enkelte gengangere - fik gang i Boat Rubbing og Custom Polish, og selv om forarbejdet nok skulle have været med vandslibepapir korn 800, så tror jeg alligevel, at det er længe siden, at EmCat har været så flot!

Hugo og undertegnede hentede motorerne ovre hos Tempo - og de blev monteret med det samme, da Peter Heller fra Amager Bådtransport lovede, at hvis vi var klar, så ville han gerne dumpe os, når han fik et hul i køreplanen.

Pludselig holdt han der, og i løbet af 0,5 var vi i karret.
Tommy tog billederne, som kan ses til højre for dette indlæg - øverst.

Vi bandt bådene sammen flanke ved flanke, og sejlede på katamaran-vis over mod skolebådenes plads på bro H2.

EmCats motor brokkede sig lidt i starten; men efterhånden som en friskere benzinblanding flød frem gennem systemet, blev spindet mindre humpende.

Vel fremme ved pladserne på bro H2 fik vi fortøjet, med de forhåndenværende fortøjninger.
Det kan godt være, at vi skal bede Michael splejse nogle mere kurente nogle - henad vejen.

Så var det tid til frokost, og slut på den officielle arbejdsdag.

Steen og Tommy havde dog sat dagen af, og ville gerne deltage i sejlklubbens standerhejsning kl. 15 - så hvorfor ikke benytte ventetiden?!

Trykspuleren blev fundet frem igen, og dæk, ruftag og cockpit fik en ordentlig omgang.

Da vanddampene havde lagt sig lidt på Prop, blev begge spil skildt ad, og fik en gang vandkonsistent fedt.

Kl. 15 bragede startpistolen det traditionelle antal gange - standeren blev hejst, kassereren (Gert) holdt talen, hurraråb og "en lille en" på 1. sal - osv.

Herefter pakkede vi sammen, og aftalte at mødes på søndag d. 20. april for at sætte master på.
Flere har måske allerede sat kryds i kalenderen denne dag, og der er egentlig ingen grund til at lave om på planerne - vel?

Venlig hilsen - og tak til de fremmødte elever: Helle, Allan, Tommy, Jacob og Rune (kan ikke gøre for at vi var færdige, da han kom fra arbejdet!), og til instruktørerne: Hugo, Michael og Steen.

God weekend - Keld

No comments: