Saturday, April 05, 2008

Klargøring lørdag d. 5. april 2008

Hej
I dag var det så første egentlige arbejdsdag i forbindelse med klargøring af skolebådene.

En del elever og instruktører mødte op - med opsmøjede ærmer.
Det var vejret i øvrigt også fint til.

Solen skinnede for det meste, og det holdt dejlig tørt - hvilket også var medvirkende til, at vi nåede betydeligt længere med klargøringen end frygtet.

Begge skolebåde blev spulet og afrenset med et stærkt affedtningsmiddel, der tager de sorte striber og gule belægninger i vandlinien.

Herefter fik Prop en omgang med "Boat-rubbing" og bagefter med "Costum polich".
EmCat blev spartlet med "Gelcoat filler" - overalt, hvor der var grimme ridser.
Allan gik amok med spartelmassen, så både styrbord og bagbord side er repareret.

Begge både blev bundmalet med "Internationals Cruiser" - husk farven hedder "marineblå".
Et fejlkøb af en enkelt dunk "blå" gør, at vi igen i år kan kende forskel på bådene - hvis nogen havner i karret, eller bliver kølhalet. Torpedokølen på EmCat er den lyseblå!
Der gik nøjagtig 5 liter bundmaling til maling af begge bunde og køle.

Tommy gav begge rorpinde en kraftig overhaling med groft sandpapir på rystepudseren.
De skal tørre op inden vi kan oliere/lakere dem!
Peter fik dem med hjem - men det opdager han nok!

Masterne blev hentet frem fra masteskuret.
Det viste sig at begge master havde skader på hulkelen (se tidligere indlæg). Holton fik lov at muntre sig med med en hammer - hvilket gav genlyd over hele havnen.
Herefter blev graterne i hulkelene filet og slebet med smergellærred. Masterne fik herefter en gang masteolie.
Begge storsejl blev hentet ned fra loftet, og slæder m.m. tjekket for slid og skader.
Troels, Henning og Hugo målte ledningsnet og lanterne på masterne igennem, og skiftede en træt pære.

Kl. ca. 14 pakkede vi sammen, og aftalte først at mødes igen næste lørdag!

Dvs. der klargøres ikke i morgen / søndag d. 6. april.

Næste lørdag mødes vi kl. 10. EmCats fribord skal slibes og poleres.

Der skal gøres rent om læ og i cockpits - rorpinde skal olieres/lakeres - motorer skal hentes - og så er vi stort set klar til vandgang.

Kaj Vestermark bliver muligvis klar til en tidligere isætning end d. 20. april (den dag der indtilvidere er aftalt). Vi kan evt. komme med i sammen med ham - han kontakter mig - og jeg giver besked videre!

Der kan altså forkomme ændringer i planerne - derfor følg med på bloggen eller hjemmesiden http://www.ishoejsejlklub.dk/ , og læs dine mails!

Tak for i dag til alle de fremmødte elever: Lene, Anne Marie, Allan, Jacek, Henning og Tommy.
Også tak til de fremmødte instruktører: Hugo, Michael, Troels, Holton og Peter.

Vi ses næste lørdag!

Venlig hilsen Keld

No comments: