Saturday, October 12, 2013

Prøver i praktisk sejlads vel overstået.


Kompetent og sikkert gik 3 af sejlerskolens duelige elever til prøve i praktisk sejlads lørdag d. 12. oktober.

Sarah og Luise fra Mats' - hold og Heidi fra undertegnedes - bestod alle, med ros for godt overblik og god bådhåndtering.

Optakten til prøverne var dog ikke den rareste, og noget stressende.
Hvilket nok også blev at mærke på censor - Ulrik.

For en gang skyld var der rigelig vind ved efterårets prøve, hvorfor EmCat blev rigget med et reb i Storen. 

Vinden kom frisk fra nordøst, og lovede dermed relativt fladt prøvevand ud for Vallensbæk Strand.

Afgang for motor - med begrænsede mængder brændstof - skulle det vise sig. 

I det efterhånden ret snævre løb i udsejlingen begyndte motoren i hvert fald at hoste, og satte endelig ud, på en kritisk position inden frit vand. 

Rorgænger Sarah - og gaster bevarede roen, og fik i en fart sat forsejlet, og ved hjælp af det og de sidste rester af opskuddet bragt båden fri af pæle og andre forhindringer.

Vi fik motoren i gang igen, og efterhånden sat begge sejl acceptabelt.

Censor hersede med rorgænger og gaster, hvad ikke lovede godt for det videre forløb. 

Igen bevarede besætningen roen, overblikket - og viste gedigent samarbejde og godt sømandskab.

Efter en hel del krydsben, kom vi fri af gravmolen og grundt vand, og kunne gå i gang med manøvrerne.

Evt. nervøsitet var ikke mærkbar i manøvrerne. 

Som censor senere bemærkede - det gør intet, at bjærgemærsen havner på luv side, når blot intentionen er den rette, og at der handles køligt og kompetent i situationen, og næste opsamling forløb i øvrigt upåklageligt!

Tillykke med vel overståede - beståede prøver til Sarah, Luise og Heidi.
***

Hermed er sejlsæsonen ovre for sejlerskolen, og vi må snarest have landsat skolebådene. 

Inden har vi dog flere udfordringer - dels at skaffe landstativer til begge både (de gamle er forsvundet i løbet af sommeren) - dels at finde nye landpladser, idet vore gamle landpladser er overtaget af en større motorbåd.

Mht. stativer kan Peter Heller muligvis hjælpe, da han spurgte til hvornår vi skal på land.

Er nogle friske på at give en hånd med ved mastefældning, vil jeg foreslå, at vi mødes lørdag d. 19. oktober kl. 10:00.

Håber vi ses!

No comments: