Sunday, October 26, 2008

Og så kom skolebådene på land!

Hej

I dag kom skolebådene endelig på land.

Vejret kunne have været knapt så strålende - uden at det gjorde noget; men landsætningen forløb planmæssigt (lidt forud for planen - faktisk).

Da hjælperne - der i øvrigt var i god tid i forhold til aftalen, kl. 15:30 - dukkede op var Prop og EmCat allerede landsat, og Peter godt i gang med spulningen.

Bådenes bunde så pæne ud - blot dækket af et algelag, der hurtigt gav sig.

Ingen ruger, og ingen voldsom rustdannelse på torpedokølene.
Forrige års behandling med epoxy på tæringerne holder fortsat rimeligt, og bedre end de behandlinger vi tidligere har udsat dem for.

Maria og Michael tømte EmCat for udstyr; men måtte undlade at lægge sagerne på loftet, da vi fandt ud af at Klubhuset var lukket p.g.a. af gulv- og trapperenovering samt lakering.
Udstyret blev lagt i "udestuen" og må snarest bringes op på loftet.

Motorerne blev lagt i Mini12-rummet i Juniorhuset.
Køkkenet har nøglen, hvis vi mangler den en anden gang!

Motorerne er ikke vinterkonserverede, så det må nogen påtage sig på et tidspunkt - inden for længe!

Hvis nogen eller nogle får tid og lyst til at gøre noget ved ledningsnettet på skolebådene, så er en renovering alvorligt tiltrængt. Dette må vi have gjort noget ved inden næste sejlsæson!

En sæson mere med "nefa-lygter" og lign. holder ikke - var Peter og undertegnede enige om!

Så en efterårsdag, hvor vejret er dejligt og stemningen på havnen kalder, så er her en klar opgave for enhver der kan flå ledninger ud (gælder også elever, I ved hvor nøglerne er)!

Når først de gamle ledninger er ude, så får vi Holton eller Troels til at give et bud på hvilken kvadrat og til hvad vi skal have forbindelser, så er det let og nødvendigt at trække nye ledninger til foråret!

Jeg aftalte med Helle, at sende en mail, hvis der gøres noget koordineret i forhold til manglerne i forhold til vinterklargøringen.

Så - måske ses vi inden den nye sæson, og ellers må I have et rigtig godt efterår og og en god vinter.

Tak til de fremmødte hjælpere: Peter, Michael B., Maria og Helle, samt til Tommy for den moralske opbakning!

Hilsen Keld

No comments: