Vi nærmer os en fuldendelse af årets klargøring.
I det smukkest tænkelige vejr fik vi samlet skolebådenes master og derefter rejst dem.
Én ad gangen for ikke at få blandet stumperne sammen.
Igen en gang dejligt mange fremmødte - aspiranter og elever - der velvilligt og engageret gav hænder med, for at få arbejdet gjort - hurtigt og sikkert.
Begge master rejst uden nævneværdige fadæser - bortset fra en manglende bolt i en vantskrue i et forstag, og den sædvanlige tvist om hvorvidt undervantet skal forankres i dækket foran eller bag overvantet - som igen en gang endte med, at vi fik gjort det forskelligt på de 2 både.
Løsningen gir sig selv under trimning.
Det lader sig ikke gøre at få masten ret, når vanterne ikke er forankret ret!
Bare spørg Peter, Thomas og Jesper.
Overvantet forankres bag undervantet!
Sallingerne angiver retningen.
Nåh ja, og så fik vi endelig skiftet en vantskrue, hvis gevind forlængst var kværnet, og nok for 3. gang var skiftet med en gammel vantskrue, der lå i kahytten, og nok hvert år er havnet der af samme grund.
Nu er de gamle vantskruer smidt ud, så vi undgår det tidsspilde!
Altså ingen grund til turen i masten, for at rette eller skifte Vindex - eller rette fald eller sætte flagliner m.m.
Demonstrationen dog for at vise, hvordan det i nødstilfælde kan gøres (piv).
Tilbage på lånte pladser på H2 fik vi rettet og trimmet masterne, hentet sejl og andet udstyr.
Begge både er nu klar til trimture og til at blive gjort lækre...
Lidt rengøring af cockpit, dæk og kahyt - træolie - fastgøring at batteri - ledninger og loftplader (når vi har fundet ud af. hvor det regner ind) osv. ville absolut være kærkomment!
Hvis ikke det bliver for surt vejr i morgen, tager Charlotte, Poul Erik, Frank og undertegnede på trimtur i EmCat kl. 10.
God vind
P.S. Jesper Sommer har taget billederne - tak for det!
Hilsen Keld