Tuesday, August 13, 2013

Heftig sejlads med et par mindre havarier

Så er tirsdagsholdet kommet i gang med efterårssæsonen...

Vi havde en heftig sejlads på EmCat tirsdag aften, og oplevede to mindre havarier, samt en nærmest "mand(pige) overbord".

Vi lagde fra havn med storen rebet, og stormfokken sat, hvilket på tidspunkter var i underkanten; men den største del af tiden rigeligt.

Altså ret skiftende vinde, ikke mindst p.g.a. et par mindre byger med ekstra kraftige vinde.

I en vending sprang blokken i styrbord skødeviser på dæk, og forsejlet flagrede skødesløst, til vi fik lavet en vending, og ro på til at finde en løsning - der blev at flytte genuaens skødeblok op på dæk.

Herefter mere skøn og heftig sejlads, indtil bommen pludselig slap bombeslaget og sejl, reb, bom og skøder blafrede faretruende.

Efter lidt boksen med fald og liner lykkedes det at få boltet bommen tilbage i bombeslaget, dog uden møtrik, så der måtte hekses med lidt tovværk, for at få bolt og sejl til at blive siddende.

Herefter havde vi en times forholdsvis rolig og acceptabel sejlads.

Da vi gik i havn for sejl, havde vi lovlig meget fart på, og kom for snævert om pælene, hvorfor stævnen blev bremset af den fjerneste pæl - dog uden umiddelbare skader til følge.

Unge elev Anne forsøgte, at holde båden ved modsatte pæl, da vi på riposten blev skubbet væk fra pælene; men kunne ikke holde os - og blev, da hun ikke kunne nå at slippe pælen trukket "lang", indtil der ikke var nogen vej udenom...

Anne måtte hoppe fra borde, og klamre sig til pælen.

Inden vi - på EmCat - får fat i pælene, og får forhalet os frem til Anne, har de snarrådige elever på Prop fået bakket Proppen ud, og taget Anne ombord.

Anne slipper med et par ømme arme, hænder - og våde sko. Godt klaret!

Tak til besætningen på Prop for den hurtige indsats.

Vi har i øvrigt taget storsejl og bom af EmCat - men jeg når først at reparere i weekenden, så jeg vil foreslå, at onsdagsholdet og torsdagsholdet sejler på Prop!

Håber således på, at vi har klaret sæsonens havarier!

God vind!

Hilsen Keld