Monday, October 22, 2012

Tak for sejlsæson 2012

 

Hej

Lørdag d. 20. oktober 2012 lidt i kl. 15 lød nogle gevaldige knald - over juniorhuset - lige ved sejlklubbens renoverede flagstang.

Præcis kl. 15 blev klubstanderen strøget, og dermed var signal givet om, at sejlsæson 2012 uigenkaldeligt er ovre.

Lørdag middag lagde fremmødte elever og instruktører sidste hånd på efterårsklaringen af skolebådene.

Bådene - blev lidt vemodigt - efter landsætningen til aftalt tid, grundig spuling og endelig tømning overladt til efterårets og vinterens rusk og regeren.
En presenning over Props utætheder ville være kærkommen!

Motorerne er indleveret til konservering, og vi må nok huske at afhente dem inden foråret, hvis vi vil undgå en opkrævning for opbevaringen - eller i det mindste vil slippe for spydige bemærkninger ;-)

Tak til alle elever og instruktører for en sæson med mange gode sejldage i varierende vind og vejr.


Håber vi ses - om ikke før - så til foråret!

Hilsen Keld

Sunday, October 14, 2012

Skolebådene er klar til landsætning


Stor tak til fremmødte elever og instruktører, der lørdag formiddag kvikt fik taget masterne og tømt skolebådene.

På nøjagtig 2 timer var alt klaret - masterne på plads i mastehuset, sejl osv. lagt på loftet, og bådene tilbage på pladserne.

Havde bådtransporterne, der skiftedes til at løfte haft ledige tider, havde vi også klaret landsætningen; men den klarer vi næste lørdag - d. 20. oktober kl. 12.
Vi mødes kl. 11 for at sejle (bugsere EmCat, der er løbet tør for brændstof) over, og for at gøre landstativerne helt pirat!

Igen - tak til alle fremmødte - og en god dag til alle.
Hilsen Keld

Billederne er taget af:
Lars Møller

Sunday, October 07, 2012


Hej
 
Så har vi en aftale med Amager Bådtransport.
Skolebådene landsættes lørdag d. 20. oktober kl. 12.
 
Altså bliver planen følgende:
  • Lørdag d. 13. oktober: Vi mødes kl. 10 - skolebådene afrigges - afmastes!
  • Lørdag d. 20. oktober: Vi mødes kl. 11 - bådene sejles over - landsættes kl. ca. 12.
Vi ses!

Saturday, October 06, 2012

Tillykke til vore dygtige elever


Hej kære sejlerskoleelever og -instruktører

Efterårsæsonen på sejlerskolen er afsluttet med prøve i "praktisk sejlads" lørdag d. 6. oktober "ca. kl 12".

Den lidt vage udmelding omkring tidspunktet for prøven hang sammen med censor Ulrik's aftale med sejlerskolen i Brøndby Sejlklub.

Hvad denne aftale endte med ved jeg ikke; men hos os var 2 duelige elever indstillet til prøve - Martin fra Steens hold, og Stefan fra undertegnedes.

Censor mødte op præcis kl. 12 - hvorfor vi fik travlt med at rigge EmCat til.

I havnen var vinden, så godt som fraværende; men vejrudsigten lovede anden og mere vind i bugten - og bestemt ikke hverken regn eller torden.

Med knappe brændstofreserver og fulde af forhåbninger lagde vi fra land.

I bugten fandt vi kattepoter et par kabellængder ude, og prøven begyndte, mens det mørknende drastisk - og regnen tiltog.

Et lyn med umiddelbart lydligt efterspil fik alle ombordværende til dukke sig, og søge mod midten af båden.

Censor foreslog kursen lagt hjemad.

Da det blev ved dette ene lyn og skrald, og da himlen snart efter lysnede, mens regnen aftog og vinden tiltog en kende - lød pludselig et "bjergemærs over bord" - hermed blev prøven til alles tilfredshed gennemført.

Martin og Stefan viste trods de ikke helt nemme konditioner, at de begge magter skib at føre...

Tillykke til begge med vel gennemførte prøver i praktisk sejlads - nu mangler I blot den teoretiske del for at være fuldt "duelige".

Sejlerskolen næres af talenter, som Martin og Stefan, og vi undlod derfor ikke at forsøge at rekruttere begge som instruktøraspiranter til næste sæson.

Heldigvis var hverken Martin eller Stefan afvisende, så forhåbentlig får sejlerskolen fortsat glæde af begges engagement og evner - også de håndværksmæssige (begge skolebåde trænger virkelig til en kærlig hånd).

Amager bådtransport er kontaktet vedr. landsætning af skolebådene; men intet er aftalt, dog vil jeg foreslå, at vi afmaster bådene i den kommende weekend.

Altså hjælpsomt orienterede og interesserede elever og instruktører mødes lørdag d. 13. oktober kl. 10, for afrigning og klargøring før landsætning.

Følg fortsat sejlerskolen på mail og blog!

Hilsen Keld