Monday, October 22, 2012

Tak for sejlsæson 2012

 

Hej

Lørdag d. 20. oktober 2012 lidt i kl. 15 lød nogle gevaldige knald - over juniorhuset - lige ved sejlklubbens renoverede flagstang.

Præcis kl. 15 blev klubstanderen strøget, og dermed var signal givet om, at sejlsæson 2012 uigenkaldeligt er ovre.

Lørdag middag lagde fremmødte elever og instruktører sidste hånd på efterårsklaringen af skolebådene.

Bådene - blev lidt vemodigt - efter landsætningen til aftalt tid, grundig spuling og endelig tømning overladt til efterårets og vinterens rusk og regeren.
En presenning over Props utætheder ville være kærkommen!

Motorerne er indleveret til konservering, og vi må nok huske at afhente dem inden foråret, hvis vi vil undgå en opkrævning for opbevaringen - eller i det mindste vil slippe for spydige bemærkninger ;-)

Tak til alle elever og instruktører for en sæson med mange gode sejldage i varierende vind og vejr.


Håber vi ses - om ikke før - så til foråret!

Hilsen Keld

Sunday, October 14, 2012

Skolebådene er klar til landsætning


Stor tak til fremmødte elever og instruktører, der lørdag formiddag kvikt fik taget masterne og tømt skolebådene.

På nøjagtig 2 timer var alt klaret - masterne på plads i mastehuset, sejl osv. lagt på loftet, og bådene tilbage på pladserne.

Havde bådtransporterne, der skiftedes til at løfte haft ledige tider, havde vi også klaret landsætningen; men den klarer vi næste lørdag - d. 20. oktober kl. 12.
Vi mødes kl. 11 for at sejle (bugsere EmCat, der er løbet tør for brændstof) over, og for at gøre landstativerne helt pirat!

Igen - tak til alle fremmødte - og en god dag til alle.
Hilsen Keld

Billederne er taget af:
Lars Møller

Sunday, October 07, 2012


Hej
 
Så har vi en aftale med Amager Bådtransport.
Skolebådene landsættes lørdag d. 20. oktober kl. 12.
 
Altså bliver planen følgende:
  • Lørdag d. 13. oktober: Vi mødes kl. 10 - skolebådene afrigges - afmastes!
  • Lørdag d. 20. oktober: Vi mødes kl. 11 - bådene sejles over - landsættes kl. ca. 12.
Vi ses!

Saturday, October 06, 2012

Tillykke til vore dygtige elever


Hej kære sejlerskoleelever og -instruktører

Efterårsæsonen på sejlerskolen er afsluttet med prøve i "praktisk sejlads" lørdag d. 6. oktober "ca. kl 12".

Den lidt vage udmelding omkring tidspunktet for prøven hang sammen med censor Ulrik's aftale med sejlerskolen i Brøndby Sejlklub.

Hvad denne aftale endte med ved jeg ikke; men hos os var 2 duelige elever indstillet til prøve - Martin fra Steens hold, og Stefan fra undertegnedes.

Censor mødte op præcis kl. 12 - hvorfor vi fik travlt med at rigge EmCat til.

I havnen var vinden, så godt som fraværende; men vejrudsigten lovede anden og mere vind i bugten - og bestemt ikke hverken regn eller torden.

Med knappe brændstofreserver og fulde af forhåbninger lagde vi fra land.

I bugten fandt vi kattepoter et par kabellængder ude, og prøven begyndte, mens det mørknende drastisk - og regnen tiltog.

Et lyn med umiddelbart lydligt efterspil fik alle ombordværende til dukke sig, og søge mod midten af båden.

Censor foreslog kursen lagt hjemad.

Da det blev ved dette ene lyn og skrald, og da himlen snart efter lysnede, mens regnen aftog og vinden tiltog en kende - lød pludselig et "bjergemærs over bord" - hermed blev prøven til alles tilfredshed gennemført.

Martin og Stefan viste trods de ikke helt nemme konditioner, at de begge magter skib at føre...

Tillykke til begge med vel gennemførte prøver i praktisk sejlads - nu mangler I blot den teoretiske del for at være fuldt "duelige".

Sejlerskolen næres af talenter, som Martin og Stefan, og vi undlod derfor ikke at forsøge at rekruttere begge som instruktøraspiranter til næste sæson.

Heldigvis var hverken Martin eller Stefan afvisende, så forhåbentlig får sejlerskolen fortsat glæde af begges engagement og evner - også de håndværksmæssige (begge skolebåde trænger virkelig til en kærlig hånd).

Amager bådtransport er kontaktet vedr. landsætning af skolebådene; men intet er aftalt, dog vil jeg foreslå, at vi afmaster bådene i den kommende weekend.

Altså hjælpsomt orienterede og interesserede elever og instruktører mødes lørdag d. 13. oktober kl. 10, for afrigning og klargøring før landsætning.

Følg fortsat sejlerskolen på mail og blog!

Hilsen Keld

Sunday, September 30, 2012

En afslutning med brask og bram


Peter har sendt denne - lidt for uhyggelige - historie, om oplevelserne én af de sidste aftener i sejlsæsonen.

Hej Alle

Så sluttede efterårssæsonen i Prop med brask og bram. Stormfok og rebet storsejl og ud det gik. Hurtige kryds i gennem havnen og tungen lige i munden ud af havneindløbet med 10-12 m/s og østen vind.

Efter en hurtig udsejling gennem løbet og en foran for tværs i sydøst retning fik vi så lige en puster så båden smed sig ned og tog vand ind i cockpittet. Der manglede lige en slækning af storsejl, så det var alle elever nu særligt opmærksom på. Herefter godt slæk på storen og lidt sejlads frem og tilbage med godt humør, indtil vi spottede en stor træstammen komme flydende i vandet.

Vi vendte indad og fik sammen med Emcat og optimisterne sejlet havnen tynd i kryds og læns.

Vi valgte en tidlig afslutning med efterfølgende samtaler i kahytten og sammen med Emcats besætning en hyggelig afslutning med kage og cacao leveret af Sarah og Lars.

Det var så tid til at tage hjem, men blot for at konstatere at nu stod der en båd i brand bag ved klubhuset. Alle iler over mod den brændende båd og konstatere en fortumlet ejer som havde været i vandet og nogle lettere beruset bådejere på samme bro som havde lidt svært ved at komme væk fra broen.

Der blev ringet 112 mens båden brændte for fuld kraft. Brandvæsen og efterfølgende 2 ambulancer, politi kom til stede.

Kl. ca. 21. var der styr på båden og de personer som havde mindre brandskader. Vi trillede hjem efter en begivenheds rig aften.



.....Ruben har ret, Prop er ikke helt tæt i taget, så der er lidt at kigge på i vinter.

Afrigning og optagning er næste fase når ugen og prøverne er overstået. Vi tales ved.

hilsen Peter

Saturday, August 04, 2012

Klar - parat - start - efterårsæson 2012


Sommerferien går på hæld for de fleste, og jeg håber alle har haft en god sommer.

Enkelte af sejlerskolens instruktører endnu noget ferie til gode; men de nødvendige aftaler i den forbindelse skulle være lavet!

For mit eget vedkommende blev det ikke til meget sejlads i ferien - dels pga kedelige vejrudsigter, og ikke mindst pga sygdom i min nærmeste familie. Øv!

I foråret gik 7 af vore duelige elever til prøve i praktisk sejlads, og alle bestod, selvom omstændighederne - en frisk til hård vind - ikke var de nemmeste!

Vi har nu sagt farvel til det store hold duelige, der efterlod et forholdsvis dybt hul i holdsammensætningen, hvilket har givet plads til nye elever.

Ved efterårssæsonens start skal vi byde velkommen til 4 nye elever på sejlerskolen.

Velkommen til jer!

Jeg håber I bliver glade for vores sejlerskole og for Ishøj Sejlklub!

Der er fortsat én ledig plads på Rubens hold om onsdagen, og én ledig plads på Steens hold om torsdagen, så hvis I kender nogen, der kender nogen, der gerne vil lære at sejle i kølbåd, så er chancen der!

Alternativt kunne det måske være interessant for gamle elever at få en opfrisker!

Det er rarest for instruktøren, at der er 3 elever på holdet, for ellers skal han slide alt for meget i det!

Så længe Rikke er på velfortjent ferie kan interesserede sende en mail til mig: kelped_99@yahoo.dk.

Ved efterårssæsonens start - mandag d. 6. august - kan vi lægge fra land med nye forsejl ombord på begge skolebåde.

Jeg glæder mig til at opleve de nye sejl i funktion, til at høre jeres respons på det nye koncept fra Elvstrøm Sails (Breeze Sail).

Props motor, der gik i udu efter en grundstødning én af de sidste aftener i foråret er repareret, og bliver monteret i løbet af weekenden!

Michael har taget orlov i efteråret, og Ruben er blevet forfremmet fra aspirent til instruktør.

Ruben har i øvrigt været på sommertogt i Prop, og har lavet en to-do-liste, som vi må kigge nærmere på i løbet af sæsonen.


God vind til alle!

Monday, June 25, 2012

Tillykke til 7 duelige elever og deres instruktører


Det var så den forårssæson. Personligt synes jeg tiden fløj afsted.

Mandag aften var 7 duelige elever til prøve i praktisk sejlads, og alle bestod - flot klaret!

Vejret viste sig ellers ikke fra sin pæneste side, da det var regnfuldt med byger og heftige vinde.

Vindene var dog fra vest - nord - vest, så vandet var fladt; men også lavt.

Bådene var tungt lastede med prøveklare elever, deres instruktører og censor Ulrik.

For EmCats vedkommende måtte afgang foregå uden motor - ikke fordi der er noget usædvanligt i afgang for sejl - (se klippet - længere nede); men motoren er endnu ikke repareret efter torsdagens grundstødning.

Fra land så det ud som om prøven forløb OK, selvom det også var tydeligt at der måtte kæmpes, når bådene kastede sig i de friske vindpust.

Censor var ikke meget for at skulle skifte båd i rum sø under dagens konditioner, så skiftet skete ved molen ved Vallensbæk.

Efter veloverståede prøver trakterede et par elever - i følge Steen - alle deltagere med eksamenskage og champagne i klubhuset!

Tillykke til vore dygtige elever:
Jacob, Niels og Janne fra Michaels hold, samt Flemming og Michael fra Steens hold.
Stort tillykke også til Lene og Peter - der mig bekendt leverede eksamenskagen!

Held og lykke med beviset.

Vi ses forhåbentlig fortsat i klubben, og på søen!

I øvrigt en god sommer til alle.

Efterårssæsonen begynder mandag d. 6. august 2012 kl. 18:00...

God vind...

Se klippet: http://www.youtube.com/watch?v=eurcdea9ZSE

Peter lånte Michaels kamera, så her er også indtryk fra den kant - der var rigtig gang i skyderiet!



Hilsen Keld

Thursday, May 17, 2012

Prøve i foråret 2012

Michael meddeler:

Der er nu aftalt prøve med censor - Ulrik Seest - til mandag den 25. juni 2012 kl. 18,00 - ved dårligt vejr satser vi på dagen efter.

Hilsen Keld

Tuesday, May 01, 2012

Tirsdagsholdet er godt igang...

Hej

Tirsdag d. 1. maj var undertegnede på dette forårs allerførste sejladser for sejl.

Om formiddagen i min egen Mariane, for at tjekke om trim og kondition holder.
Højt og klart - skyfri himmel med tiltagende vinde - jævn til frisk - en sand fornøjelse var det...

Kl. 18 mødes jeg med mine nye elever - Heidi og Stefan - ved Bro H2.
Den tredje elev faldt endeligt fra i løbet af eftermiddagen; men planen var - til forsvar - også først faldet på plads sent mandag aften, ved Rikkes store arbejde og mellemkomst.
Tak for indsatsen Rikke!

Heidi og Stefan kan måske skaffe en elev til den akut ledige plads på holdet, hvilket undertegnede vil sætte stor pris på, da han alternativt - som ved aftenens sejlads - ellers selv må slide i det med skøder osv.

Efter en kort introduktion fik vi rigget EmCat til, og alt kom til at sidde og stå, som ønsket og forventet...
Blot kunne vi ikke finde flagspillet!
Det foresvæver mig, at have hørt noget om, at det forsvandt på en af de senere sejladser i efteråret; men det kan være jeg drømmer. Men et flagspil må vi da ha'!

Ud kom vi - mellem juniorerne i deres optimister og et par Zoom8.

Vinden var fortsat jævn til frisk, og stik øst.

Igen i år er indsejlingen sandet voldsomt til, og markeret med 2 grønne sideafmærkninger.

Der er sandelig ikke megen plads at give af, med vinden stik imod - og uden påhængsmotor var det ikke gået!

Da først vi var sikkert ude i bugten faldt spændingen...

Selve sejladsen er der ikke meget at berette om, da den forløb ganske fredsommeligt - med øvelser i at sejle kurser mod fast mærke, stagvendinger - osv...

Det er dejligt, at opleve talentfulde nye elever frydes over sejladsen, båden, den friske vind, søgangen og en strålende aften i det hele taget.
Det skal nok blive godt det her!

Den endelige plan - fordelingen af elever og instruktører - indebærer i øvrigt, at Hugo E sejler med mit oprindelige hold om onsdagen, og i øvrigt vil jeg foreslå, at Steens hold sejler i Prop om torsdagen således at vi slider lige bravt på begge skolebåde...

Tak til Heidi og Stefan for en hyggelig aften!

Jeg håber, at alle hold kommer lige så godt i gang som vi gjorde!

God vind!

Hilsen Keld

Sunday, April 29, 2012

Sejlsæsonen kan begynde...

Hej

Peter og undertegnede gav skolebådene det sidste trim inden sæsonstart - lørdag formiddag.

Masternes trim blev gået igennem, efterspændt og terminaler og vantskruer fixeret.

Regnen tog efterhånden til, og derfor blev trimturene opgivet.

Vinden var magelig... - men det var vi altså også...

Efter at have tjekket, om skolebådene ville kunne anløbe den høje bro ved juniorhuset - med henblik på montering af flagsnor til klubstander, evt. med hjælp fra Wienerstige - gik vi hver til sit!

Der er i øvrigt for grundt vand ved juniorhuset, så vi må nok have en elev m/k i mastekranen med flagsnoren en gang ved lejlighed.

Der er hermed grønt lys (styrbord lanterne) for at sejleskolens sejlsæson kan begynde mandag d. 30. april kl. 18:00.

God vind!

Hilsen Keld

Saturday, April 21, 2012

Skolebådene er søsat og masterne rejst...

Hej

Så blev skolebådene søsat!

Godtnok noget forsinket; men tjept gik det, da først kranen havde foretaget flere pendlinger frem og tilbage mellem Hummeren og Krebsen...

Vejret var ved 12-tiden koldt, klamt og kedeligt; men da begge både var kommet i vandet ved 13:30 tiden, var det holdt op med at regne, og som eftermiddagen skred frem fik solen overtaget, skyerne spredtes, og luften blev mere end blot tålelig!

Efter søsætningen, blev skolebådene forhalet til mastekranen, som vi havde for os selv, og dermed god tid til at få balanceret masterne på plads, og nødtørftigt trimmet dem.

Som altid opstår en eller anden finurlighed, som gør at masten må lægges igen, og noget ordnes inden alt spiller som det skal. Fx var EmCats forstag kommet på indersiden af løftestroppen, og i slige tilfælde er der ingen genvej. Masten må på langs igen!

Begge master kom dog til sidst op at stå, og det faktisk sikkert, og forholdsvis hurtigt.

De sidste brølere kunne vi klare med mænd i masten...

Efter nogen leden efter EmCats bombeslag, kom bommene også på.

Sejl blev hentet på sejlerskolens loft i klubhuset - og monteret.

Nu ligger begge både side om side på Bro H2, og ligner kampklare sejlbåde.

I morgen søndag holder vi fri, og har nogen tid, lyst og lejlighed næste lørdag mangler blot det endelige trim og de sidste detaljer, samt evt. en prøvetur, for at se om alt funger som det skal.

Altså på bro H2 lørdag d. 28. april kl. 10:00!

Tak til alle fremmødte - store som små - for dagens tålmodighed - og indsats!

God weekend

Hilsen Keld

PS.

Jeg har fundet følgende små film på DMI's hjemmeside.

Jeg synes de illustrerer de aktuelle fænomener godt:

Ang. "Byger og lyn":


Ang. "Havgus":


Ang. "Sådan blæser søbrisen":

Thursday, April 19, 2012

Rettelse - skolebådene søsættes lørdag!

Hej
Jeg har fået en ændringsmelding fra Amager Bådtransport.

Skolebådene søsættes lørdag d. 21. april kl. 12:00 og 12:20.

Jeg vil være i havnen fra kl. 10:00

Søsætning søndag er hermed aflyst!

Hilsen Keld

Tuesday, April 17, 2012

Skolebådene er klar til søsætning


Ship Ahoy sailors

Skolebådene er klar til at blive søsat, og der er aftalt tid søndag d. 22. april kl. 13:00, med Amager Bådtransport / Peter Heller.
Jeg forestiller mig, at vi umiddelbart efter søsætningen kan rejse masterne, og er vejret ikke for trist kan vi evt. trimme masterne i samme omgang.
Alternativt må vi satse på bedre vejr efterfølgende weekend; men da er det så også sidste chance!

Jeg vil være på havnen, lørdag kl. 12.
Vi skal have fundet fortøjninger, fendere og motorer frem, og monteret inden søsætnimgen

Umiddelbart ser jeg ingen grund til, at mødes lørdag, med mindre nogen vil gøre rent om læ samt klare andre detaljer!

Vi ses søndag senest kl. 13!

Hilsen Keld

Saturday, April 14, 2012

Vi nåede rigtig langt med skolebådene

Hej

Sejlerskolens store arbejdsweekend blev skudt i gang kl. 10:00 lørdag formiddag.

Flere hjælpsomme, nye elever dukkede op, og blev sat i sving af de fremmødte instruktører og yngstemand Mads og far - instruktøraspirant Ruben.

Skolebådenes friborde er efterhånden noget medtagne af de mange års skolebådssejlads.

Diverse skrammer og småridser er der ikke så meget at gøre ved; men gelcoaten er denne gang særligt mærket af vinterhalvårets påvirkninger, der har givet dybtsiddene, genstridige og mørke aflejringer...

Forsøg blev gjort med forskellige typer rubber, polish m.m. - helt som nyt bliver det selvfølgelig aldrig; men da pigerne tog fat ved den efterfølgende polering, kom bådene igen til at fremstå særdeles nydelige.

De sandblæste køle fik en gang Light Primer, og skal have en gang mere inden der bundmales!
Light Primers tørretid stiller krav til tålmodigheden...

Søndag kan gives en gang Light Primer mere, og når bådene har fået en gang bundmaling eller 2 i løbet af den kommende uge, er begge både klar til karret i den kommende weekend, hvis det er til at få en tid da!

Forarbejdet er gjort smukt og grundigt, således at det blot er stålkølene, der mangler at få lagt den sidste bundmaling.
Tak til Per, Sarah og Birthe...

EmCat er selvfølgelig fortsat smukkest - og hurtigst - ikke sandt - Birthe?

Peters projekt med forankring af påhængsmotorenes tanke nærmer sig sin afslutning.
Det bliver bare så godt at slippe for de tiltende benzintanke, for benzindunster og utrygheden ved om grejet holder, når vi banker gennem bølgerne med 6,5 knob...
Det skal det - det gør det!

Hugo har gjort de indledende øvelser til en holdbar belysningssituationen ombord på EmCat.
Akkumulatoren er formentlig synderen. Nu er den kommet i Hugos varetægt, og får et ordentlig skud, for at se om den kan vækkes til live.
Lykkes det ikke må der en ny akkumulator til.
Vi skal ikke går en ny sejlsæson i møde med middelmådig - om ingen - lanterneføring!
Det skal også bare "spille" det der!

Endelig blev masterne hentet frem fra masteskuret, og vasket med Boat Shampo
Mads sørgede for at få spulet masterne - og måske også far - grundigt, inden en gang mastepleje fik masterne til at skinne...

Forsejlsfaldet på Prop gik sidste år i bekneb, om måtte have sin funktion erstattet af spilerfaldet.

Kloge hoveder har eksperimenteret og tænkt tanker, for at undgå en lignende situation i år.

Eneste meningsfulde forklaring er, at et af rodstagene har fået fat i faldet inde i masten, og dermed bremset faldets frie løb.
Dette kan vi undgå sker igen!

Vi er nået så langt med skolebådene denne lørdag, at der ikke er grund til at mødes igen søndag!

Kølene mangler blot at få den omtalte gang Light Primer, og dette kan klares uden velvillige hjælpere; men har nogen tid, lyst og lejlighed, er undertegnede på havnen kl. 10:00.

Jeg vil snarest kontakte Amager Bådtransport med henblik på isætning af skolebådene i næste weekend.

Jeg udsender en mail vedr. dette og næste weekends arbejder, så snart jeg ved mere!

Tak for hjælpen til alle fremmødte!

God vind

Hilsen Keld
PS.
Klokken 15:00 blev sejlsæsonen i Ishøj Sejlklub skudt i gang.
En til lejligheden indkøbt ny klubstander, blev hejst på klubbens renoverede "flagmast".
Masten var angiveligt først klar - og rejst i løbet af seneste nat - altså i absolut sidste øjeblik, og den er blevet fantalastisk flot!

Saturday, April 07, 2012

Hvor blev foråret lige af?

Peter, Ruben og undertegnede trodsede elementerne, og insisterede i godt 2 timer på, at planen omkring skolebådenes klargøring skulle holdes!

Dette trods nærmest snestormlignende tilstande.

Synd at sige, at det er nogen fornøjelse at klargøre skolebåde under de omstændigheder!

Begge skolebåde blev efterhånden børstet godt og grundigt med en eller anden Yacht-cleaner, som efterfølgende blev spulet af med masser af postevand.

Peter havde gjort sit hjemmearbejde godt, og fik etableret den længe ønskede slingrekant, som vil forhindre tanken til EmCats motor i at kure rundt i den agter kistebænk.

Tilsvarende bundstykke og slingrekant har Peter lavet til Prop; men da sne- og blæsevejr tog til, blev vi enige om, at håbe på mere sol og varme i næste weekend, og slutte den kolde omgang - velvidende, at vi ikke blev helt færdige med vask og pjask af skolebådenes master.

Dem må vi tage næste weekend.
Nu er vi i gang, og næste weekend kan vi polere - og prime, og bundmale under vandlinjen.
Hvordan vejret artede sig i Ishøj ved jeg ikke; 1½ time efter at vi skiltes strålede solen i Vanløse...
God påske!
Vi ses næste lørdag kl. 10 - og da har det bare at være sommer!

Hilsen Keld

Sunday, March 25, 2012

Hej kære sejlerskoleelev...

Hej kære sejlerskoleelev Sejlerskolens instruktører mødtes i Ishøj havn lørdag d. 24. marts, for at gøre status - og gennemgå skolebådene ovenpå vinterens strabadser.
Der er nu lagt en slagplan for forårsklargøringen.
Første arbejdsdag bliver lørdag d. 7. april, hvor temaet vil være "vask og plask".
Vinterens skidt og møg skal spules af bådene. Masterne bringes ud af mastgården - vaskes også, og får en gang mastepleje.
De der har tid, lyst og lejlighed mødes ved skolebådene kl. 10 (da arbejdsdagen ligger midt i påskeferien er forfald accepteret!)...
Hvis du møder op ved klubhuset finder vi nok hinanden.
Den store arbejdsweekend bliver lørdag d. 14. og søndag d. 15. april.
Bådene skal poleres, kølene primes med light primer - og bundmales, master klargøres osv.
Optimalt kan skolebådene søsættes i weekenden d. 21. / 22. april. Masterne sættes også her...
I weekenden d. 28. / 29. april trimmes bådene, og de sidste justeringer og detaljer klares.
Mandag d. 30. april - er vi klar og parat til skolestart kl. 18:00.
Sejlerskolen afholder almindeligvis introduktionsmøde for nye elever i slutningen af marts måned.
Tidligt på året så det ikke ud som om vi kunne optage nye elever i foråret 2012, og instruktørerne planlagde derfor ikke med et sådant introduktionsmøde.
I stedet er der lagt 4 korte videoklip på YouTube.
Du kan se de 4 film her:
Tjek altid din mail eller sejlerskolens blog inden du møder op til en planlagt aktivitet...
Adressen til sejlerskolens blog er: http://sejlerskolen.blogspot.com
Se også Ishøj Sejlklubs hjemmeside: www.ishoejsejlklub.dk
På vegne af instruktørerne i sejlerskolen i Ishøj Sejlklub

Hilsen Keld

Tuesday, March 20, 2012

Ny sejlsæson på trapperne...

Hej kære sejlerskoleelever

En forholdsvis mild vinter er ved at være ovre, og det begynder at rykke i enhver gammel, eller halvgammel sejler - også i nye og mindre prøvede sejlere rykker det - ja måske endog i sejlerskolens håbefulde nye elever.

Vi går meget snart i gang med forårsklargøring af sejlerskolens materiel - skolebådene Prop og EmCat.

Instruktørerne mødes ved skolebådene lørdag d. 24. marts for at lægge en slagplan for forårsklargøringen og aftale endeligt omkring den forestående sæson.

Klargøring af skolebådene vil foregår lørdage og evt. enkelte søndage i april måned, og således, at skolebådene er helt klar og parat til sæsonstart i ugen omkring 1. maj.

Følg venligst med via blog og mail, og mød gerne op og giv en hånd med, når det passer ind i jeres weekend-gøremål!

Vi ses!

På vegne af sejlerskolen i Ishøj Sejlklub / Hilsen Keld