Wednesday, March 30, 2011

Klargøring d. 2. april

Hej kjære elever og instruktører

Vejrudsigten for lørdag d. 2. april er p.t. pæn.
Godt nok bliver det sandsynligvis overskyet; men temperaturen sniger sig angiveligt op på små 15 grader.
Så som det ser ud, er der basis for at mødes og gå i gang med klargøring af skolebådene.

Jeg vil være i havnen kl. 10, og vil satse på at have de nødvendige remediger med.
Dog må elever eller instruktører, der er i besiddelse af en effektiv højtryksrenser (og en meget lang slange - hvis ikke havnefogeden har åbnet for vandet), polermaskine, bomuldsklude og/eller en fyldig værktøjskasse meget gerne medbringe disse ting og sager.

Vi ses!

Hilsen Keld

Saturday, March 26, 2011

Søventiler osv...

Hej

Peter, Per og undertegnede fik rusket lidt i skroggennemføringerne på begge skolebåde i dag.

Alle bronzeventiler er OK, og kom efter lidt forsigtig bearbejdning til at køre.

Vi lukkede afløbene fra bådenes vaske. Der er ingen grund til, at de står åbne, når bådene ikke benyttes til tursejlads.

EmCats søtoilet blev ligeledes afskåret. Her er lukket for såvel tilløb som afløb.

Cockpits afløb er OK, men slangerne er stive og sprøde og med begyndende sivning, så vi besluttede os for at skifte dem.

På Prop er begge slanger i kistebænken ved hæggen afmonteret. Så undlad venligst at søsætte p.t.

Per vil skaffe den rette type flexslange.

Selvom solen skinnede var temperaturen blot få grad over frysepunktet, og det er fortsat for koldt til, at noget vi kunne finde på at smøre på skolebådene bliver hængende. 

I øvrigt har havnefogeden endnu ikke åbnet for vandet, så en indledende afvaskning af vinternas er heller ikke mulig.

Altså er der ikke basis for at mødes for klargøring i morgen søndag!

Fortsat god weekend.

Hilsen Keld

Thursday, March 24, 2011

Tak for sidst...

Hej sejlerskolefolks

Tak for sidst til de fremmødte elever og instruktører ved introduktionsmødet onsdag d. 23. marts.

Dette lille skriv, blot for at oplyse, at der pga vejrudsigten ikke er grund for elever til at møde op til klargøring af skolebådene den førstkommende weekend.

Trods lovet solskin er lufttemperaturen for lav til at klargøre seriøst - polere og bundmale.

Efterfølgende weekend er det helt sikkert blevet forår!

Undertegnede vil være på havnen lørdag d. 26. marts kl. 10, og for god ordens skyld banke forsigtigt på nogle studse og skroggennemføringer, for at få en fornemmelse af, om dette kan blive et indsatområde.

Kompetente må gerne møde op og give et besyv med; men kom da lige så meget for at nyde den friske luft og havnen - nogen arbejdsweekend bliver det ikke!

Følg fortsat med vedr. klargøring osv. på mail og blog!
http://sejlerskolen.blogspot.com

God weekend
Hilsen Keld

Saturday, March 19, 2011

Spæde forårstegn...

Lørdag d. 19. marts mødtes 3 sejlerskoleinstruktører samt en aspirant med datter i havnen - ved skolebådene.

Når solen brød gennem det sporadiske skydække, var kulden udholdelig, og hvis man undlod at kigge mod skolebådenes vandplads, var det næsten muligt at forestille sig foråret.

De spirende forårsfornemmelser forsvandt dog så såre man kiggede mod Bro H2, og på isen som dækker hele denne del af Ishøj Havn.


Skolebådene har klaret vinteren overordentlig pænt. 

Om visse fejl og mangler har udbedret sig selv gennem vinteren, eller om vores hukommelse ikke er, hvad den var, så blev vi enige om, at bådene er klar til at komme i karret efter den almindelige forårsklargøring. 
 
Altså afvaskning med en god all round shampoo, eller et stærkt affedtningsmiddel - polering osv. - afrensning af rust på torpedokølene (er set værre) - samt en gang bundmaling (og det skal ikke være den mørkeblå!)!


Pulpittet på Prop, som blot hang i to bolte i styrbord side blev dog afmonteret, og formand SkilteOle kender muligvis manden, der kan lave de nødvendige rustfri svejsninger. 


Der er vist også noget med en defekt lanterne i stævnen på EmCat, nogle aflastere og nogle utætte vinduer.

Apropos utætte vinduere fantaserede vi om diverse, mere eller mindre umulige, udbedringer - fra tagrender - til glasfiberbelægning af vinduespartierne o.l. 

Måske kan en gang fugemasse klare ærterne, når bølgerne går for højt - indenbords.
 

Mange mindre detaljer kan nok klares når bådene først er kommet i vandet. 

Gennemgang og evt. udskiftning af skroggennemføringer foreslås dog klaret inden søsætning; men ellers er vi næsten klar....

Tak til de fremmødte: Kasper med datter, Lars og Peter.
Nu er vi i så småt begyndt...

På onsdag ses flere af os til introduktionsmøde for elever i klubhuset. 
Vi klarede i øvrigt den gordiske knude m.h.t. slide nr. 14 - vi stryger det!

Hvis vejret tillader det begynder den regulære forårsklargøring næste lørdag - d. 26. marts - kl. 10.

Hold øje med din mail og denne blog - hvis vejret bliver for koldt og trist udsætter vi!

Hilsen Keld