Sunday, September 27, 2009

Så er det ved at være...

Hej

Så er det ved at være slut på efterårssæsonen, og såmen også på sejlsæsonen 2009.

I den kommende uge sejles officielt de sidste undervisningsaftener, inden de "duelige" får lov at gå til prøve i praktisk sejlads.

Lørdag d. 3. oktober afvikles prøven, og mig bekendt er 5-6 elever indstillet, og de skal alle have "god vind" med på vejen!

I forbindelse med sæsonens afslutning siger vi - forhåbentlig blot midlertidigt - farvel til Michael Bøtker som fast instruktør om onsdagen.

Michael har valgt at holde en pause, blandt andet p.g.a. arbejdspresset i hans lille virksomhed.
Jeg vil gerne - på instruktørernes vegne - takke Michael for det arbejde han har lagt i Ishøj Sejlklub og i sejlerskolen.

Michael har tilbudt at afløse i forbindelse ferie og sygdom, så der er da en chance for at ses i den ny sæson osse!

De seneste sæsoner har Lars Dyrby Johansen sejlet med på mit hold om tirsdagen - som instruktøraspirant.
I denne sæson har Lars været skipper på EmCat flere aftener i forbindelse med, at jeg har måttet melde frafald.

Det er mit indtryk, at det er gået rigtig godt, og jeg regner med at Lars fra foråret er fuldgyldig instruktør, med sit eget hold.

Endelig en lille status inden vi går ind i den afsluttende uge.

Sæsonen har været hård ved materiellet, blandt andet EmCats store har fået nogle tæv således at syningen i nederste bane er løbet.

I weekenden har jeg fundet EmCats gamle store på loftet, og monteret den.

Selvom det er et gammelt og ikke særlig kønt sejl, tror jeg godt vi kan klare os med det sæsonen ud.

Sejlet har gennemgående sejlpinde - der gør, at det trods alt ikke virker fuldstændig udsejlet.

Samtidig fandt jeg årsagen til at EmCats stævnlanterne ikke virkede.

De nye ledninger - som blev trukket i foråret - er aldig blevet forbundet til lanternen, så der er intet at sige til mørklægningen.

Forsømmelsen er udbedret, og vi skulle herefter kunne sejle regelementeret efter mørket frembrud.

Hvis nogen har tid til at hjælpe med afmastning af skolebådene efter prøven på lørdag, er i velkomne til at give mig et prej på mail: kelped@os.dk

Landsætning er endnu ikke bestilt; men det kan vi evt. aftale på lørdag!

- Følg i øvrigt fortsat med på sejlerskolens site: http://www.ishoejsejlklub.dk/sskole/skole.shtml

- Eller i bloggen: http://sejlerskolen.blogspot.com

Jeg skal forsøge at opdatere jer løbende vedr. afviklingen af sejlsæsonen.

Tak for en god sæson til alle elever og instruktører.

Hilsen Keld