Friday, August 08, 2008

Efterårssæsonen søsættes mandag d. 11. august.

Hej kjære elever og instruktører.

Så gik den sommer, og vi skal i gang med hverdagen igen.

Sejlerskolens efterårssæson begynder officielt mandag d. 11. august kl. 18, selvom jeg godt ved, at Michael B. allerede har haft kastet fortøjningerne, og været ude med sine elever i EmCat.

Rikke oplyser, at sejlerskolen begynder sæsonen med fuld besætning.
I hvertfald på papiret, for nogle instruktører og elever er fortsat på ferie, eller har endnu ferien til gode; men der er mig bekendt lavet de fornødne aftaler, med de involverede elever og instruktører.

Under alle omstændigheder VELKOMMEN til de få nye elever på sejlerskolen.
I mere øvede og hårdt prøvede, gamle elever skal også være meget velkomne tilbage.

Jeg håber, at vi får en god og lærerig sæson sammen, så vi til efteråret kan sende nogle flere elever til prøve i praktisk sejlads.

Rikke gør jævnligt opmærksom på, at instruktørerne har en aftale om at uddanne eleverne i løbet af 4 sæsoner.
Der kan være gode grunde til at elever ikke når at blive helt klar i løbet af perioden; men af hensyn til evt. elever på ventelisten og flowet i det hele taget, skal vi nok alle, såvel instruktører som elever, holde os målsætningen for øje.

Hvor meget er en brugt ferie egentlig værd?
Erfaringerne!
Personligt fandt jeg alle hullerne i min båd i løbet af de første 4 dage af min 3 ugers sejlerferie. Efter dagene i modvind, modsø, regn, rusk og stort set for motor, ramte vi den idyliske havn Kongebrogården ved Middelfart, og svigerfamiliens kødgryder - samt tørretumbler.
Inden den videre færd fik stort set alt om læ, specielt alt det gennemblødte tøj og sengetøj, en tiltrængt omgang i tumbleren.
End ikke min bærbare gik ramt forbi, og må skrives på tabslisten over de mange effekter, jeg efterhånden har måttet ofre til Kong Neptun.
Se dette hører også til sejlerlivets glæder!
Nå - jeg tror jeg fandt alle hullerne, og fik lært at skalke lugerne inden vi fortsatte sommertogtet, som blev mere tåleligt i de sidste uger.

God vind og god sæson - og husk så, at vi har planlagt at lave natsejlads fredag d. 5. september.

Hilsen Keld